-

Det Gamle Uldspinderi på Kirkevej 13 i Frøstrup er fyldt af liv ugen igennem. I værkstedet arbejder en håndfuld håndværkere på at genskabe stationsbyen Frøstrup i miniformat i årene efter 1904, hvor Thisted-Fjerritslev Jernbane blev anlagt. Efterhånden som husene bliver færdige, flyttes de til "Frøstrup Minilandsby" i Søndergade 36. Målet er 80 huse i scala 1:10, herunder naturligvis stationsbygning, købmandsgård, kro og byens berømte storkerede.

Fløjen ud mod gaden rummer lokalhistorisk arkiv og museum, der er åbent hver lørdag og ellers efter aftale. Desuden er Kirkevej 13 medborgerhus og hjemsted for mange forskellige møder, kurser m.v. Læs mere på www.frostrupminilandsby.dk